Print Sitemap Søg

Værd at vide

Hvilken gaffeltruck passer bedst til dine behov?

Vi har samlet en række nyttige oplysninger, som kan give dig et overblik. Når den endelige beslutning skal tages, kan du få grundig vejledning af vore konsulenter.

Eltruck
Det fugtige danske vejr er ikke ideelt for eldrevne maskiner. Derfor bruges eltruck mest indendørs. Der findes dog også eltruck, der er specielt bygget til udendørs brug.  Batteriet rækker typisk til 7-8 timers kørsel dagligt. Hvis dit kørselsbehov er større, kan du overveje en brændstofdrevet truck. Du kan også anskaffe et ekstra batteri.

Diesel og gas
Dieselgaffeltruck er til det store kørselsbehov, der overvejende foregår udendørs. Dieseltruck har stor trækkraft og er bygget til mange timers daglig drift. DanTrucks dieseldrevne gaffeltruck er samtidig så miljøvenlige og støjsvage, at de uden problemer kan anvendes indendørs. Som tommelfingerregel giver dieseltruck de færreste udgifter til vedligeholdelse og brændstof.Gasdrevne gaffeltruck egner sig bedst til blandet kørsel og kan indrettes til indendørs brug.Før du vælger diesel, skal du undersøge, om din virksomhed er eller kan blive godkendt til at opbevare brændstoftanke. Dette problem har du ikke med gas, da flaskegas i et vist omfang kan opbevares uden godkendelse.

Løfteevne
Gør dig klart, hvor meget gaffeltrucken skal løfte, og hvor tyngdepunktet ligger på gaflerne. Hvis tyngdepunktet ligger langt ude på gaflerne, kræver det måske en 4 tons truck at løfte 2 tons. Regnestykket er ikke så enkelt, og derfor hjælper vi dig gerne med at fastslå dine behov. Så brænder du ikke inde med en forkert gaffeltruck

Omgivelserne
Din gaffeltruck skal kunne arbejde uhindret på arbejdspladsen. Derfor skal du undersøge, hvor højt den skal løfte, hvor lang og bred den kan være samt, hvilken venderadius den maksimalt må have. Derudover gælder der særlige regler for truckens udstyr, hvis den skal færdes på offentlig vej.Hvordan er underlaget? En maskinfabrik, hvor der ligger materialer på jorden, som kan give punkteringer, stiller andre krav til dækkene end et jævnt betongulv eller en stabil grusplads. Hvis du transporterer lang last, f.eks. stålemner eller rør, har du brug for en sidelæsser.Husk, at trucken skal tilpasses dine pladsforhold, ikke omvendt.

Ergonomi
En truck er en arbejdsplads. Hvis dine truck kører meget, er det en stor belastning
for føreren. Derfor er det vigtigt, at kabinen er ergonomisk korrekt. Det gør ikke blot de daglige rutiner mere effektive, men giver også færre sygedage og større tilfredshed blandt medarbejderne.